En kunde tegnede en aftale til 289 øre/kWh og fik seks måneder senere en regning baseret på 812 øre/kWh. På et årsforbrug på 4.000 kWh svarer forskellen til over 20.000 kr. På papiret var overgangen "varslet". I virkeligheden var varslingen sendt til en gammel mailadresse, og den oprindelige aftale indeholdt en formulering, der ikke tillod prisreguleringen på den måde, selskabet gennemførte den. Sådanne grænsetilfælde findes hyppigt — men de er praktisk taget umulige at spotte selv.

Udgangspunktet: en varslet overgang er lovlig

Lad os starte ærligt. Introtilbud på el fungerer som en midlertidig pris, der løber i en bestemt periode — typisk 3, 6 eller 12 måneder — hvorefter aftalen overgår til selskabets normale variable eller aftalte pris. Så længe overgangen er tydeligt beskrevet i aftalen fra start, og så længe selskabet varsler kunden i god tid inden ændringen, er det som hovedregel lovligt.

Det er også derfor, mange kunder oplever prischok efter et introtilbud og alligevel ikke har en sag. Reglerne giver selskaberne en betydelig frihed til at differentiere mellem introperioden og den efterfølgende almindelige pris.

Men det er ikke hele billedet. Der findes en række situationer, hvor overgangen alligevel ikke binder kunden — eller kun binder delvist. Og de situationer er ikke synlige i selve regningen. De ligger gemt i selve aftaleteksten, i selskabets forudgående kommunikation, og i om varslingen har levet op til det, forbrugerlovgivningen kræver.

Grænsetilfældene, som er svære at få øje på

De sager, vi typisk ser, hvor kunden faktisk ikke er bundet, deler sig i nogle få mønstre. Ingen af dem er umulige at forstå — men alle kræver, at man læser den oprindelige aftale sammen med den senere kommunikation, og at man ved, hvad forbrugerbeskyttelsen kræver af selskabet.

Manglende eller mangelfuld varsling. En overgang fra intropris til normalpris skal varsles i så god tid, at kunden reelt har mulighed for at reagere — typisk mindst tre måneder inden ændringen. Bliver varslingen sendt for sent, til en forkert kanal, eller i en form, hvor prisstigningen ikke fremgår klart, kan selskabet ikke uden videre fastholde den nye pris fra det tidspunkt, det ønsker.

Uklar aftaletekst. Nogle intro-aftaler beskriver hvad der sker efter introperioden i så generelle vendinger, at det reelt er umuligt for kunden at vurdere prisrisikoen på forhånd. Det er der praksis for, at selskabet ikke kan læne sig op ad i fuldt omfang — særligt hvis prisspringet er markant.

Skift af produktvilkår undervejs. Har selskabet ændret på produktet i introperioden — nye tarifopdelinger, nye tillæg, ændret opgørelsesmåde — kan varslingen af den nye normalpris være ugyldig, fordi kunden dermed ikke har accepteret grundlaget for den pris, der nu opkræves.

Aggressive markedsføringsformuleringer. Er et intro-tilbud solgt med formuleringer, der antyder en varig prisfordel, kan der være tale om vildledende markedsføring — også selvom selskabet formelt har varslet overgangen.

Kroner og øre — hvor stor er forskellen

Intro-priser starter i disse år ofte omkring 300 øre/kWh eller lidt derunder. Normalprisen efter introperioden kan i mange tilfælde ligge i intervallet 700-900 øre/kWh — særligt hos selskaber, der bevidst bruger introtilbud som lokketilbud til nye kunder.

På et årsforbrug på 4.000 kWh, som er typisk for en lejlighed uden elopvarmning, giver det en forskel på op mod 20.000-24.000 kr. om året, hvis kunden fortsætter på normalprisen i et helt år. For en villafamilie med varmepumpe kan tallet være dobbelt så stort.

Det er penge, der er værd at bruge lidt tid på at få vurderet — også selvom det viser sig, at overgangen var i orden. I de tilfælde, hvor den ikke var, kan der være grundlag for tilbagebetaling af det, der er opkrævet for meget siden overgangen.

Typiske svagheder ved overgangen

Vi ser jævnligt intro-aftaler, hvor overgangen til normalprisen er formuleret meget upræcist — fx blot som "aktuelle listepris ved udløb", uden beløbsangivelse eller cap. Ofte er varslingsmailen om ændringen desuden sendt til en kundeprofil-mail, som kunden aldrig har brugt aktivt, mens al anden kommunikation løbende er gået til den private mail. Den slags kombination kan gøre det svært for selskabet at fastholde, at kunden reelt er blevet varslet.

Pointen er ikke, at alle sådanne overgange kan omgøres. Pointen er, at man ikke kan se på slutregningen, om ens egen sag er en af dem, der kan. Det kræver, at nogen sammenholder aftaledokumenter, kommunikationshistorik og faktisk pris side om side.

Realistisk om udfaldet

De fleste intro-sager, vi vurderer, er ikke sager. Selskaberne har gennem årene lært at strømline processen, og størstedelen af overgange lever op til de formelle krav. Men den mindre gruppe, hvor noget alligevel ikke stemmer, kan indebære betydelige beløb — særligt hvis kunden har fortsat med at betale den nye pris i mange måneder efter overgangen.

Vores tilgang er, at vi hellere vil have folk til at sende deres aftale ind én gang for meget end én gang for lidt. Selv når vi må melde tilbage, at der ikke er noget at gå videre med, får du klarhed over, om din sag var i orden eller ej — og fremover ved du, hvad du skal se efter, når det næste intro-tilbud dukker op.