En privat parkeringsafgift på 750 kr., der ignoreres, kan vokse betydeligt, når rykkere, renter og inkassoomkostninger er lagt oven på — og hvis sagen når hele vejen til en retssag, kan beløbet blive mange gange større end det oprindelige krav. Alligevel florerer rådet om "bare at ignorere" dem i kommentarspor, på Facebook og i frokoststuer. Det er én af de dyreste myter, der lever i den danske parkeringsdebat — og den er langt fra den eneste.

Sandheden er ikke, at du skal betale alle afgifter. Den er heller ikke, at du skal ignorere dem. Sandheden er, at nogle afgifter er ugyldige og bør bortfalde — mens andre er helt berettigede og bør betales. Forskellen mellem de to kategorier er ikke synlig fra førersædet. Her er de fire myter, vi hyppigst støder på, og hvorfor hver af dem koster folk penge.

Myte 1: "Ignorér den, de gider aldrig gøre noget"

Det er den mest udbredte myte. Rådet er baseret på en misforståelse: at parkeringsselskaberne opgiver, hvis man tier stille. Det er ikke rigtigt. De opgiver ikke. De sender rykker nummer et efter 14 dage, rykker nummer to en måned senere, rykker nummer tre en måned efter det, og derefter går sagen til inkasso.

Regnestykket er brutalt. Den oprindelige afgift på 750 kr. bliver til 750 + tre rykkergebyrer à 100 kr. = 1.050 kr. Så kommer inkasso ind med typisk 300 kr. og opefter — sag efter sag ser vi endelige krav på 1.500-2.000 kr. eller mere, alene på gebyrleddet. Har afgiften været berettiget, er hele det beløb i princippet dit at betale. Har afgiften været uberettiget, har du bare gjort livet sværere for dig selv ved at gemme dig.

Det værste er, at når kravet først er vokset, står du med et større tab, uanset udfaldet. Selv en succesfuld bestridelse fjerner ikke altid samtlige gebyrer, hvis de har været retmæssige undervejs. Ignorering er ikke gratis. Det er den dyreste form for "at gøre ingenting".

Myte 2: "De gider aldrig gå rettens vej"

Det gør de. Ikke i alle sager — men i tilstrækkeligt mange til, at det er en reel risiko. Sagerne sendes i inkasso og videre til fogedretten, hvor kravet fastslås, og der er tvangsfuldbyrdelse i sigte. Når først en dom foreligger, kan der lægges udlæg i din indkomst, dine bankkonti eller din bil.

Regnestykket bliver alvorligt. Et krav på 750 kr., der først er vokset til et par tusinde kroner med gebyrer, kan yderligere belastes med retsgebyr, procesomkostninger og advokatomkostninger, hvis sagen ender ved retten.

Vi siger ikke, at det sker i hver sag. Vi siger, at chancen for at det sker er langt større, end folk tror — og at prisen ved at have taget fejl er brutal.

Myte 3: "En klage koster ikke noget at prøve"

Umiddelbart lyder det rigtigt. Men det er en misvisende måde at sige det på. Der findes en mekanik, som mange bilister ikke er opmærksomme på: den første klage til selskabet er ofte den vigtigste — og formuleres den forkert, kan det svække en ellers god sag.

Konkret: skriver du en emotionel mail, der handler om, at det er urimeligt, du har været syg, eller at du kun stod der i fem minutter, får du et automatisk afslag. Bestrider du senere afgiften på et helt andet — og reelt stærkere — grundlag, fx fordi skiltningen var mangelfuld, kan selskabet henvise til, at du selv har erkendt at have parkeret ureglementeret i din første klage. Det er ikke afgørende i alle sager, men det kan trække i den forkerte retning.

Derfor er der forskel på "at prøve at klage" og på at få sagen ordentligt vurderet, inden den første respons går ud. Er der en reel ugyldighedsgrund, skal den frem første gang.

Myte 4: "Private afgifter er ikke rigtige"

Den her cirkulerer især blandt yngre bilister. Idéen er, at private parkeringsafgifter er en slags "pseudo-bøder", som ikke har juridisk gennemslag på samme måde som en offentlig parkeringsafgift fra kommunen eller politiet.

Det passer ikke. En privat parkeringsafgift er et civilretligt krav baseret på aftaleret — den er ikke en offentlig bøde, men den er lige så bindende, hvis vilkårene er opfyldt. Er skiltning, dokumentation og øvrige forhold i orden, kan kravet drives ind på samme måde som ethvert andet civilretligt krav, med rykkere, inkasso og til sidst fogedretten. At den er "privat" gør den ikke svagere — det gør blot, at der findes en anden vej at bestride den på end den kommunale.

Til gengæld har den private afgift én ting, som den offentlige ikke altid har: den er baseret på en aftale, du og selskabet skal have indgået. Er aftalen ikke ordentligt kommunikeret via skiltningen, findes grundlaget ikke — og afgiften bortfalder. Det er en anden ugyldighedsgrund, ikke en svaghed i selve kravet.

Det rigtige alternativ: hverken blind betaling eller blind ignorering

Skal man betale en privat parkeringsafgift? Det korte svar er: det kommer an på afgiften. En afgift, der har gyldigt grundlag, bør betales — der er ingen grund til at lade den vokse. En afgift uden gyldigt grundlag bør bestrides — den bør ikke blive stående som en gæld, der belaster dig i årevis.

Problemet er, at bilister ikke selv kan vurdere, hvilken af de to kategorier deres afgift ligger i. Vi gennemgår materialet gratis. Er der noget at komme efter, kører vi sagen. Er der ikke noget at komme efter, siger vi det direkte — så du kan betale og komme videre uden at bruge tid på en klage, der ikke bærer.

En overraskende stor andel af de sager, vi ser, kommer i øvrigt fra bilister, der har prøvet at bestride selv og fået afslag. De tror, sagen er tabt. Ofte er den ikke. Selskabernes første respons er automatiseret og formuleret bredt til at afvise standardindsigelser — det er ikke det samme som en reel efterprøvning af, om afgiften har grundlag. Det gælder også, hvis du oprindelig ignorerede afgiften og nu står med en oppustet regning fra inkasso. Selv dér kan sagen ofte skæres ned, hvis der er noget at komme efter i grundlaget. Det gøres bare bedst, før sagen når fogedretten.

Har du tidligere betalt afgifter, du var i tvivl om?

Har du gennem årene betalt private parkeringsafgifter — enten fordi du blev bange for konsekvenserne, eller fordi du orkede ikke at bestride — kan pengene i nogle tilfælde hentes tilbage. De samme ugyldighedsgrunde, som gælder for nye afgifter, gælder også bagud. Læs vores gennemgang af tilbagesøgning af tidligere betalte parkeringsafgifter.