En parkeringsafgift på 850 kr. lander i indbakken med en tør beskrivelse: "Overtrædelse: parkering uden for opmærket båse, kl. 14.32." Det ser afsluttende ud. Det er det ikke. Afgiften er en påstand fra selskabet, og påstanden skal kunne bæres af holdbar dokumentation — ellers står den ikke.

Uden dokumentation, intet krav

Det er den mest grundlæggende regel i civilretlige krav: den, der rejser kravet, skal kunne bevise, at det består. Overfører man reglen til parkeringsområdet, betyder det, at selskabet skal kunne dokumentere den forseelse, de påstår er sket. Fotos, videooptagelser, teknisk registrering — noget, der på et objektivt grundlag viser, at bilen holdt, som selskabet siger.

Uden dokumentation er der ikke andet end selskabets ord for det. Og selskabets ord er ikke i sig selv nok til at bære et krav om 750 eller 1.250 kr., når bilisten bestrider det.

Man kunne tro, at moderne parkeringskontrol altid ledsages af fotos. Vagten går med kamera, kameraet ved indkørslen registrerer nummerplader, alt dokumenteres automatisk. I mange tilfælde er det også sådan. Men ikke altid. Der er sager, hvor der ikke er taget billeder. Der er sager, hvor billederne er af så dårlig kvalitet, at de ikke viser det, selskabet påstår. Der er sager, hvor kamerasystemet var ude af drift på det pågældende tidspunkt.

Mønsteret i nævnspraksis

Nævnets afgørelser viser, at når selskabet ikke kan fremlægge fotos eller anden holdbar dokumentation for den påståede forseelse, kan afgiften bortfalde. Ikke fordi bilisten kan bevise sin uskyld — det skulle hun heller ikke. Men fordi selskabet ikke kan bære sit krav.

Det gælder både i sager, hvor der aldrig blev taget fotos, og i sager, hvor fotos blev taget, men ikke reelt viser det, selskabet påstår. Et foto af en bil ude af opmærket parkeringsbås må for eksempel vise båsen tydeligt nok til, at man kan bedømme afstanden. Et foto af en bil "uden gyldig p-billet" skal vise ruden, hvor billetten kunne have været. Et foto af "kørsel mod ensretning" skal vise et vejskilt, der reelt viser ensretningen.

I mange sager holder fotos ikke, hvad selskabet påstår, de viser. Det er ikke noget, bilisten selv har adgang til at gennemgå — det ligger i selskabets akter og kommer først frem, når nogen stiller det som forudsætning.

Hvad der reelt skal ligge hos selskabet

Dokumentationskravet er ikke det samme i alle sager. Det afhænger af, hvad selskabet påstår, at bilisten har gjort forkert. Nogle overtrædelser er nemme at dokumentere fotografisk — bil parkeret oven på en handicapplads, bil parkeret i en indkørsel til en brandvej. Andre er sværere — bil, der blev stående få minutter for længe, eller bil, der ikke havde en gyldig gæstetilladelse i ruden.

Fælles for dem alle er, at dokumentationen skal være så objektiv, at nogen udefra kan bedømme, om overtrædelsen faktisk fandt sted. Selskabets vagt kan ikke bare skrive i sin log, at "der ikke var billet i ruden". Der skal være et foto af ruden. Kan selskabet ikke levere det, står påstanden meget svagt.

I sager om betalt parkering hvor der påstås overtrædelse ligger dokumentationskravet både på selve overtrædelsen og på det tekniske betalingssystem. Selskabet skal kunne dokumentere, at bilisten faktisk ikke betalte, ikke bare at deres eget system ikke registrerede en betaling. Det er en forskel, som ofte overses.

Vi har set sager, hvor to bilister har fået samme type afgift for samme type overtrædelse på samme areal — og hvor den ene fik afgiften stadfæstet og den anden fik den annulleret. Forskellen lå i selskabets dokumentation. I den ene sag var der fire tydelige fotos taget fra forskellige vinkler. I den anden var der ét foto, taget skråt bagfra, hvor man ikke kunne se det, selskabet påstod. Bilisten selv kunne ikke se den forskel. Det, hun så, var to næsten identiske afgifter. Det, der reelt afgjorde sagerne, lå i selskabets egne akter og kom først frem, da der blev bedt om det.

Hvorfor mange bilister aldrig får det prøvet

Systemet er indrettet, så det ikke er tydeligt for bilisten, hvad selskabet ligger inde med. Man får en afgift, man får en beskrivelse af overtrædelsen, og man får en betalingsfrist. Fotos ligger et sted i selskabets system, men bliver ikke fremsendt sammen med afgiften. Bilisten skal aktivt bede om dem, og selv da får hun ofte kun de mest belastende — ikke det fulde materiale.

Det gør, at meget få bilister får afdækket, om dokumentationen faktisk bærer afgiften. De fleste betaler i god tro på, at selskabet nok har det, de skal bruge. Statistisk viser nævnsafgørelserne, at det ikke altid er tilfældet.

Realistisk om beløb og udfald

De typiske afgifter, hvor dokumentationsspørgsmålet spiller ind, ligger på 750–1.250 kr. Bortfalder afgiften, er det hele beløbet. Udgangspunktet er, at selskabet enten kan bære sin påstand med dokumentationen, eller også kan de ikke.

Det er ikke sikkert, at hver enkelt sag falder på dokumentationsspørgsmålet. Selskaberne er blevet bedre gennem årene, og i mange sager ligger fotos i orden. Men i en del sager kan kravet briste netop på dette punkt. Om det er din sag, kan du ikke selv se på afgiften.

Sådan hjælper vi

Send os afgiften og et par ord om, hvor og hvornår det skete. Vi vurderer sagen gratis, og vi ved, hvad selskabet skal kunne fremlægge for at bære påstanden. Vurderer vi, at der er en sag værd at føre, tager vi den videre for dig — du skal ikke selv bede om dokumentation eller skrive til selskabet.

Vurderer vi, at selskabet har sagen i orden, siger vi det ligeud.

Har du tidligere betalt afgifter, du er blevet i tvivl om? Måske kan de hentes tilbage. Læs mere i vores gennemgang af tilbagesøgning.